Biografi
Mads Kjøller-Henningsen, født 1990, og opvokset i et musikalsk hjem i Hareskovby nordøst for København.
I mine tidlige teenageår fordrev jeg det meste af min fritid som live-rollespiller i de nordsjællandske skove, og I den forbindelse lærte jeg mig at spille lidt fløjte og bodhrán. Gradvist kom musikken til at fylde mere og mere i min tilværelse og takket være et spirende netværk af folkemusik-entusiaster kom jeg i 2006 i kontakt med fænomenet ROD: et folkemusikstævne for unge ml. 15 og 25 år.
I påsken 2007 deltog jeg så på mit allerførste ROD-stævne, og jeg har været fuldstændig ”bidt” af folkemusikken lige siden…
I årenes løb har jeg således specialiseret mig i at spille på en række ret specielle musikinstrumenter. Det være sig fx drejelire, flamsk og svensk sækkepibe, bodhrán, skalmejer, forskellige slags fløjter og ikke mindst mit hovedinstrument: trætværfløjte, på hvilket jeg blev optaget på folkemusiklinjen ved Syddansk Musikkonservatorium i Odense 2012.
Da uddannelsen i 2014 flyttede fra Odense til Esbjerg flyttede jeg med min kæreste og tre andre studiekammerater til Fanø, hvor vi bl.a. kunne “suge til os” af øens stolte og levende folkemusik- og dansetraditioner. Undervejs i mine studier har jeg desuden haft et fantastisk fordybelses-år som elev på folkemusiklinjen på Skurups Folkhögskola i Skåne.
I sommeren 2016 blev jeg bachelor i folkemusik fra Syddansk Musikkonservatorium, og jeg bor nu på Amager sammen med min kæreste Clara, som også er freelance-(folke)musiker.
Sammenhængen mellem ny og gammel musik optager mig meget, og mit hidtidige virke som musiker, komponist og arrangør har således drejet sig om at bearbejde og aktualisere traditionelt materiale, samt at skrive nye værker med rod i traditionel folkemusik.
Jeg er pt. aktiv i en del forskellige musikalske konstellationer… bl.a. spiller jeg autentisk middelaldermusik i legertruppen Pøbel, bombastisk party-folk i det svenske folk-bigband Spöket i Köket, kontemporær spillemandsmusik med inter-nordiske Floating Sofa Quartet (Danish Music Awards-nominerede i 2015 og 2017), traditionel irsk folkemusik med Deas! (modtagere af DMF’s talentpris 2015), og nyskreven trolde-musik i koncept-bandet Trolska Polska (Danish Music Awards-nominerede i 2015 og 2017).
I vinteren 2017 havde jeg desuden den store ære at blive inddraget i Lars Lilholt Band, med hvem jeg har turneret lige siden!
Jeg er også organisatorisk aktiv, og har i årenes løb været med til at arrangere en del workshops, koncerter og stævner som forhenværende bestyrelsesmedlem hos bl.a. Folk Club Fyn, Dronemusik Danmark samt ROD og søster-foreningen FOD
Som en del af foreningen Nordisk Dans er jeg i øjeblikket med til at arrangere og afvikle månedlige danseafter i det indre København, hvor jeg også selv spiller til dans.